Slet din harddisk via BIOS

OBS – Ved at følge denne artikel kan du miste data (selvom at det sandsynligvis er dit mål, siden du har valgt at læse den)!

Mange nyere computere har en mulighed for at slette alle data indbygget i BIOS.

Når PC’en starter op er der ofte et kort glimt af nogle muligheder (f.eks. Boot, BIOS, eller Setup) som kan vælges vha “F tasterne”. Vælg den der hedder Setup, eller BIOS for at tilgå menuen.

Lad være med at pille ved indstillinger du ikke ved hvad er. I værste fald risikerer du at stå med en computer du ikke kan få liv i igen!

En af fanerne hedder sikkert noget med sikkerhed/security eller lignende.
Under denne er der oftest et punkt der hedder “Disk Sanatizer”, “Harddrive Eraser” eller lignende.

Hvis du ikke selv skal anvende den igen, så hold dig fra “Fast”, Quick”, “Once” eller lign. Tag “DoD” (Department of Defence), “Optimal”, “Secure” eller lignende.

Herefter kan det tage fra sekunder (hvis det er en SSD disk, til en hel dag hvis det er en gammeldags harddisk med plader på flere TerraByte.

Skal maskinen på skrotpladsen, så vær sikker på at den er slettet sikkert, og giv den efterfølgende et ordentligt slag med en hammer.

Vælg hvilke iPhone apps der må have adgang til dine GPS data

Vil du gerne se hvilke apps der har adgang til dine GPS oplysninger?
Har du f.eks. fortalt at en app gerne må se hvor du er, og efterfølgende tænkt at det var der ikke nogen grund til, så kan du altid slå det fra igen.

Vær opmærksom på at hvis du slår lokalitetstjenester helt fra så vil du ikke kunne finde din iPhone gennem “Find min iPhone”, du vil ikke kunne se hvor billeder er taget, og du vil ikke kunne bruge din iPhone som GPS i bilen.
Tænk dig nøje om hvad du slår fra ;o)

Vælg “Anonymitet” under “Indstillinger” (Ikonet på startsiden med tandhjulene på).

Vælg “Lokalitetstjenester”

Her kommer en liste over alle de apps der bede om adgang til din lokalitet, også Apples egne indbyggede funktioner (f.eks. kameraet).

Klik på den du gerne vil ændre og vælg hvornår den må se hvor du er.

“Mens du bruger Appen” kan se hvor du er når du har appen åben, og nogle minutter efterfølgende.

Print DYMO strimler direkte fra din computer med LabelManager PnP

Jeg har været DYMO bruger siden 1980’erne, hvor det var en stiv plastikstrimmel med udstandsede bogstaver.

Siden dengang har DYMO udviklet sig løbende, uden at miste det grundlæggende concept med at være en simpel letlæselig strimmelbaseret etiket.

De sidste år har DYMO givet brugerne mulighed for at printe DYMO strimler ud direkte fra computeren, både via USB, og nu også trådløst.

Selv har jeg den lille PnP model til venstre, men hvis man ønsker at printe større labels så har de også den store model i midten. Er du old school, så kan man stadig få den gamle type med forhøjede præge bogstaver i kraftig plastik strimmel til højre:

Print selv dit millimeterpapir, enkeltlogaritmisk, dobbeltlogaritmisk papir mm.

Sidder du og arbejder på en skoleopgave der skal afleveres senest i morgen, og er boghandleren lukket?

Så kan du stadig få fat i specialpapir, og enda printe det i lige så mange eksemplarer som du ønsker.

Du kan finde pdf skabeloner her:

Kvadreret papir i A4 format

Millimeterpapir i A4 format

Enkeltlogaritmisk papir i A4 format

Dobbeltlogaritmisk papir i A4 format

Filerne kan blot printes ud på almindeligt A4 papir.

Twitter til RSS

Jeg er meget glad for RSS feeds, da de hjælper mig med at samle mine nyheds kilder i ét samlet oversigt, som hurtigere kan gennemgås end ved at man skal åbne en lang række hjemmesider og gennemgå dem for nyt.

Nogle sider undlader desværre at tilbyde et RSS feed med nyheder, ændringer, opdateringer mm, hvilket gør dem sværere at følge.

Én af dem er Twitter der gerne vil have at man følger brugerne gennem din egen Twitter profils nyhedsstrøm. Det bliver dog hurtigt uoverskueligt hvis det kun er et par leverandører/guruer du gerne vil have med i din daglige opdatering.

Der er dog en omvej.

TwitRSS.me kan du indtaste brugernavnet eller søgningen du gerne vil modtage som RSS feed, og volia få et link til din RSS læser.

2012-2016 MacBook Pro

Denne artikel dækker Apple’s MacBook Pro uden Retina skærm.

Kendte Issues

2012-2016 Non retina Macbook Pro 13″ Harddisk kabel issues

Jeg har set en del “Pre retina” MacBook Pro modeller, som uden varsel booter op med et blinkende mappeikon istedet for det sædvanlige æble.

Den bedste forklaring jeg har fundet frem til er at kablet, der ligger klemt inde mellem harddisken og kabinettet, slides af den ru overflade af den rå aluminium på indersiden af kabinettet. Hvis dette er korrekt, kan det tænkes at en SSD disk måske ikke er så hårdt ramt, da den ikke har bevægelige dele, og dermed ikke skaber vibrationer under brug.

Min egen MacBook Pro har også været blandt de  3  5 patienter, der indtil videre har lagt vejen forbi mit arbejdsbord, og ved alle tilfælde har jeg kunne få dem til at køre med et kabel til omkring DKK 140,-

Et originalt Apple kabel koster en formue, så jeg valgte selv at købe et uoriginalt fra Amazon. Det var “Racksoy” kablet der havde de bedste reviews, og det har fungeret upåklageligt lige siden det kom i.

iFixit har lavet en god vejledning i hvordan den udskiftes. Det er en rimelig let operation:

https://www.ifixit.com/Guide/MacBook+Pro+13-Inch+Unibody+Mid+2012+Hard+Drive+Cable+Replacement/10379 

2011-15 Macbook Pro 13″ og 15″ video problemer.

En lidt sjældnere fejl er grafik kortet i MacBook Pro modellerne mellem 2011 og 2015.

Hvis din skærm pludseligt holder op med at virke, eller den er fyldt med polkaprikker, så har Apple udvidet garantien til 31. december 2016.

5 års garanti på et grafikkort er egentligt helt OK.

De har en side med de berørte modeller på http://www.apple.com/dk/support/macbookpro-videoissues/

Jeg har set et enkelt tilfælde hvor grafikkortet ikke tillod at starte maskinen op, så jeg kunne ikke se hvilken model der var tale om i menuen.

Heldigvis kan man se de samme oplysninger ved at taste serienummeret (det står i bunden) ind på siden her:

https://checkcoverage.apple.com/dk/da/

Se bort fra at siden fortæller at din garanti er udløbet. Dette omfatter den generelle garanti, og ikke den udviddede på grafikkortet.

iOS Apps til dit køkken

Thyme

Jeg kender et par der ville sige at det er fordi jeg er mand, men det der med at have fire kogeblus i gang samtidigt med ovnen, med ting der skal vendes, røres og afsluttes på forskellige tidspunkter kan godt være en udfordring.

For et års tid siden faldt jeg tilfældigt over Thyme til iOS som jeg har sværget til som køkken timer lige siden.

Her kan man via den simple oversigt sætte en tid til ovnen eller hver kogeplade.
Undervejs kan man let følge med i hvor lang tid der er igen for hver af områderne, on når tiden er gået ringer den som et køkkenur, og spørger om man vil give den et par minutter til.

Den røde prik viser hvor mange sekunder der er tilbage, når man når til under ét minut skifter den til sekunder.

Når tiden for en af områder er udløbet får man med et klik mulighed for liige at give den 5 minutter til.

Thyme koster 8,- og kan hentes her

Slå Clutter funktionen fra i Office 365

Dette er et spørgsmål jeg får meget ofte:

“Hvordan slår jeg Clutter funktionen fra i Office 365 pakkens mail?”

Microsoft har aktiveret løsningen som standard, hvilket mange brugere inkl mig selv synes er mere til gene end gavn.

Idéen er at mappen skal fungere som en mappe til al den post du gerne vil læse, men kun når tiden er til det.
Den fungerer på samme måde som en SPAM mappe, men i stedet for at frasortere afrikanske prinser, falske tilbud om alt fra jobs til apple udstyr, så er det meningen at alle de nyhedsbreve og lign du har meldt dig til, skal ende i Clutter. Så kan du læse dem når der kommer en stille stund.

Det fungerer bare ikke så godt i praksis. For mit vedkomende dumpede nyhedsbrevene stadig i min indbakke, men alle mails der var sendt til flere personer, med alt fra interne meddelelser, vidensdeling mm. endte i Clutter. Resultatet er at man flere gange om dagen skulle holde øje med indbakke OG clutter, frem for blot at kigge ét sted. Breve der endte i clutter aktiverer ikke en meddelelse fra Outlook.

Hvordan slår man den så fra?

Den alle første mail du modtager i Clutter er autogenereret.

I bunden af mailet finder du et link til Clutter indstillingerne (det leder dig til https://outlook.office.com/owa/?path=/options/clutter )

Her fjerner du de to flueben for hhv “Frasorter elementer der er defineret som Clutter” og “Send beskeder til mig om meddelelser, der sorteres fra som Clutter”.

Klik på “Gem”

Nu er Clutter deaktiveret, og post der før endte i Clutter vil fremover havne direkte i din indbakke.

 

PingInfoView – Dokumenter netværksnedbrud

PingInfoView er et lille program der sender et “ping” til en eller flere forud definerede Internet- og IP adresser, f.eks. www.google.dk eller Google’s DNS server 8.8.8.8, og derefter noterer hvor lang tid der går før den får et eventuelt svar.

Fordelen ved at bruge PingInfoView frem for kommandoen Ping, ligger i mulighederne for at generere rapporter og logfiler.

Rapporter (du vælger selv hvilke informationer du vil have med) kan eksporteres i html format.

Logfiler kan gemmes lokalt i txt format.

Når jeg anvender programmet sætter jeg den oftest til at pinge eksterne adresser, give lyd fra sig når der ikke er hul igennem, og derefter skrive alle fejlmeddelelserne i en log fil. Derved har jeg en fin oversigt over hvornår der ikke har været en netværksforbindelse ud af huset.

Jeg har også brugt programmet til at pinge lokalt netværksudstyr som netværksprintere, router og NAS, samt Internet udbyderen (sidstnævnte er god i forbindelse med fejlfinding af de til tider ustabile kobberkabler der er gravet ned i de dele af landet der endnu ikke har mulighed for at få fiber forbindelser.

Gode adresser:

8.8.8.8 – En af Googles DNS servere
www.google.com
192.168.0.1 – Ofte anvendt til routeren i privat udstyr (Brug IPconfig til at se hvad din routers adresse er)

PingInfoView er gratis, og kan downloades her

Netatmo Welcome og Presence

De sidste måneder har jeg haft stor glæde af Netatmos overvågningskameraer, Netatmo Presence og Netatmo Welcome.

Den primære årsag til at jeg valgte Netatmo’s kameraer var at videofilerne de optog skulle ligge lokalt.
Ønsker man at filerne skal uploades til en lokal NAS, eller til en sky tjeneste, kan kameraerne programeres til både at anvende Dropbox eller en FTP server. FTP serveren kan f.eks. være en netværks harddisk på adressen.

Netatmo Welcome

Netatmo Welcome
Netatmo Welcome

Det første kamera jeg anskaffede mig var “Netatmo Welcome” da “Netatmo Presence” endnu ikke var udkommet. Welcome er et indendørs kamera, der holder øje med hvem der kommer og går, og ved hjælp af ansigtsgenkendelse gør sit for at holde status over hvem der er hjemme, og hvem der er kørt.
Det fungerer ikke helt perfekt, da den ofte ikke kan genkende ansigterne den ser. Derimod tagger den gladeligt fuldmånen og træet udenfor vinduet som “Ukendt ansigt”.
En genial funktion er “Alarm varsling”, som varsler brugeren hvis den hører en tyverialarm, eller en røgalarm. Den varslede straks via min telefon, da jeg testede tyverialarmen, og jeg har læst at den også virker ved røgalarmer.

Netatmo Presence

Netamo Presence
Netamo Presence

Netatmo Presence er et udendørskamera. Den kan sættes til at optage ved bævægelser (området der registreres kan udvælges), eller når den ser noget den mener hører til kategorierne “person”, “kæledyr” og “køretøj”.
Man vælger så hvilke kategorier der skal optages, og hvilke kategorier man ønsker at blive varslet om.
Netatmo Presence er noget bedre til at genkende besøgende end Netatmo Welcome, men der kommer også rigtig mange fejlalarmer hvor en gren eller fugl bliver registreret som “Person”.

Mange af disse fejlalarmer kan undgås ved at vælge hvilket område man gerne vil have at kameraet skal detektere bevægelse på. Da jeg valgte områder fra med grene og buske forsvandt 90% af de falske advarsler om uventede gæster.

Jeg har også hjulpet med at montere et setup magen til i et sommerhus, hvor der ikke var en Internet forbindelse. Løsningen blev et mobilt bredbånds abonnement og et wifi router til SIM kort. 2 GB data pr. måned rækker langt, da der kun sendes et screenshot når kameraet aktiveres, og der kun overføres video når man sætter telefonen, iPad’en eller computeren til at downloade de optagne sekvenser fra kameraet.