De sidste måneder har jeg haft stor glæde af Netatmos overvågningskameraer, Netatmo Presence og Netatmo Welcome.
Den primære årsag til at jeg valgte Netatmo’s kameraer var at videofilerne de optog skulle ligge lokalt.
Ønsker man at filerne skal uploades til en lokal NAS, eller til en sky tjeneste, kan kameraerne programeres til både at anvende Dropbox eller en FTP server. FTP serveren kan f.eks. være en netværks harddisk på adressen.
Netatmo Welcome
Det første kamera jeg anskaffede mig var “Netatmo Welcome” da “Netatmo Presence” endnu ikke var udkommet. Welcome er et indendørs kamera, der holder øje med hvem der kommer og går, og ved hjælp af ansigtsgenkendelse gør sit for at holde status over hvem der er hjemme, og hvem der er kørt.
Det fungerer ikke helt perfekt, da den ofte ikke kan genkende ansigterne den ser. Derimod tagger den gladeligt fuldmånen og træet udenfor vinduet som “Ukendt ansigt”.
En genial funktion er “Alarm varsling”, som varsler brugeren hvis den hører en tyverialarm, eller en røgalarm. Den varslede straks via min telefon, da jeg testede tyverialarmen, og jeg har læst at den også virker ved røgalarmer.
Netatmo Presence
Netatmo Presence er et udendørskamera. Den kan sættes til at optage ved bævægelser (området der registreres kan udvælges), eller når den ser noget den mener hører til kategorierne “person”, “kæledyr” og “køretøj”.
Man vælger så hvilke kategorier der skal optages, og hvilke kategorier man ønsker at blive varslet om.
Netatmo Presence er noget bedre til at genkende besøgende end Netatmo Welcome, men der kommer også rigtig mange fejlalarmer hvor en gren eller fugl bliver registreret som “Person”.
Mange af disse fejlalarmer kan undgås ved at vælge hvilket område man gerne vil have at kameraet skal detektere bevægelse på. Da jeg valgte områder fra med grene og buske forsvandt 90% af de falske advarsler om uventede gæster.
Jeg har også hjulpet med at montere et setup magen til i et sommerhus, hvor der ikke var en Internet forbindelse. Løsningen blev et mobilt bredbånds abonnement og et wifi router til SIM kort. 2 GB data pr. måned rækker langt, da der kun sendes et screenshot når kameraet aktiveres, og der kun overføres video når man sætter telefonen, iPad’en eller computeren til at downloade de optagne sekvenser fra kameraet.
Related posts:
Logitech PC Headset 860
Apple Watch i dagligdagen
BookBook etui til iPhone 4S
Systemadministrator, Digital formidler & Certificeret Dronepilot
Har arbejdet med IT på uddannelsesinstitutioner og mindre virksomheder siden 2000.