Slet alle data på din iPhone, iPad eller iPod Touch

Hvis du skal sælge/bortgive din gamle iPhone, iPad eller iPod, skal du sørge for at alle dine data er slettet, og at den ikke er løst til dit AppleID.

Det er vigtigt at du tager backup af dine data, vha iCloud eller iTunes inden du fortsætter.

Åbn App’en “Indstillinger”, og gå til “Generelt” > “Nulstil”

Vælg “Slet alt indhold og indstillinger”

Vælg “Slet”

Hvis du er sikker på at du har taget en backup af dine data (ALT slettes), vælger du igen “Slet”

Herefter skal du taste PIN kode og AppleID, hvorefter enheden genstarter.

Efter genstart er alle data væk, og den er klar til at blive installeret på ny, med den nye ejers AppleID mm.

Tilbehør til GoPro samt andre action kameraer

Jeg investerede for nogle år siden i et GoPro kamera da jeg gerne ville optage video i situationer jeg ikke havde lyst til at udsætte min iPhone og mit kamera for.

Ud over GoPro kameraet skal man købe tilbehør (mounts) til montering, og afhængigt af situationen og monterings stedet skal man anvende forskellige mounts/tilbehør. Der gik ikke længe før mit tilbehør fyldte mere end kameraet, lidt på samme måde som man (med rette) taler om at man med Apple grej ender med en masse dongles, for at kunne tilslutte til sine forskellige former for hardware, kameraer, projektorer mm.

En god ven vil gerne købe et GoPro til feriebrug, og spurgte ind til hvilket tilbehør jeg mente lå i kategorien “det kan man ikke leve uden”. Spørgsmålet var en glimrende årsag til at skrive et par linier her på siden.

GoPro har desværre valgt at opfinde deres eget monteringsbeslag, frem for at benytte sig af det samme som alle andre kameraproducenter havde benyttet sig af i generationer (1/4-20 UNC). Efterfølgende har andre actionkamera producenter valgt at anvende samme beslag som GoPro. GoPro’s monteringsbeslag sidder udenpå kameraets case, og fungerer samtidigt som et hængsel. Fordelen ved et udvendigt beslag er at kameraet kan gøres mindre, da der ikke skal bruges indvendig plads til et hul med gevind. Ulempen er derimod at man lettere generes af vibrationer, ved optagelser af f.eks. off-road, motor- og vandsport.

Tilbage til listen over GoPro tilbehør man ikke kan leve uden.
Jeg har købt en del tilbehør og mounts gennem tiden, og jeg må erkende at det er kun en lille del jeg bruger jævnligt, og noget har enda vist sig at være upraktisk eller ligefrem ubrugeligt når det kom til stykket.

Need to have – (GoPro tilbehør jeg ikke kan leve uden):

GoPro case
Jeg fandt hurtigt ud af at jeg havde brug for en form for opbevaring. Både til kameraet og til de mounts der begyndte at akkumulere sig. Jeg faldt over en af nedenstående modeller på Amazon, men desværre købte jeg en small (der passede fint til det grej jeg havde i begyndelsen). Det kom dog hurtigt mere grej, og et ekstra GoPro til, så selvom begge kameraer, oplader, remote og de fleste mindre mounts kan være i tasken, så skal jeg alligevel have en ekstra lille taske ved siden af til resten.

Mount til håndryggen – Original GoPro “The Strap”
“The Strap” er en plastik plade med to kraftige stropper, der sidder godt fast på håndryggen. Kameraet kan vha et indbygget led drejes i alle retninger under brug. Leddet er dog tilpas stramt, så det ikke drejer når man ikke ønsker det.
“The Strap” bruger jeg ofte når jeg er på farten og ikke har behov for at ændre vikler hele tiden (så er håndtaget klart bedre). Med “The Strap” har du begge hænder fri og kan derfor filme mens du cykler, sejler med jetski, kører rutchebane, eller vandrer.

Sugekoppe mount
Den hurtigste måde at fastgøre et kamera til en bil. Har især brugt den til at filme roadtrips (både video og timelapse) på lejebiler.
Sugekoppen sættes oftest øverst på forruden, udvendigt bag bakspejlet (så generer den ikke udsynet). Den fungerer også indvendigt, men så får man refleksioner af instrumentbord mm i sine optagelser.
En del af mit GoPro tilbehør er billige kineser kloner, hvilket ofte er godt nok, desværre ikke når det gælder min sugekop holder. Selve holderen er fin, men selve sugekoppen er lidt hård i gummiet, og jeg stoler ikke på at den bliver hængende. Derfor har jeg en ekstra snor mellem holder og vinduesvisker, antenne, eller lignende når jeg anvender det, så jeg ikke mister kameraet den dag et bump i vejen får sugekoppen til at slippe.
Skulle jeg købe en i dag ville jeg nok købe en “Delkin Fat Gecko”, der fås i flere modeller med alt fra 1 til 3 sugekopper.
Alternativt kan man købe en original “GoPro Suction Cup Mount”, men da jeg ofte filmer på ujævne grusveje er jeg bange for at GoPro’s halvlange plastik arm, kunne give nogle uheldige vibrationer.
Test af suction mount i terræn

Tripod mount
Til brug på stativ, monopod mm, så skal man have fat i et “Tripod Mount”, så man kan forbinde til et standard 1/4-20 UNC gevind.

Flydehåndtag
Et enhånds håndtag, i plastik, fyldt med luft.
Købt til at filme mens jeg snorkler, men har senere vist sig at være noget af det mest alsidige til håndholdt brug. Da det ikke er spændt fast til hånden er det nemmere at dreje i alle vinkler end “The Strap”, så man får let den rette vinkel når man er på farten.

The Frame
GoPro’s plastik huse bekytter godt mod naturens elementer, men der er to gode grunde til at bruge “GoPro The Frame” til dine optagelser.
Lyd – “The Frame” giver en klart bedre lyd, da microfonen ikke er bag en plastik skal.
Strøm – “The Frame” giver adgang til kameraets USB stik, så man kan tilslutte et kabel til en oplader, eller en Powerbank.

Pole
En teleskopisk monopod, giver mulighed for helt andre vinkler. Man kan komme højt op over folkemængder, eller langt ind i revner i rev og skibsvrag.
En anden bonus er at man kan bruge den til mere stabile optagelser. Forlænger man stangen lidt, og holder man fast lige under kameraet, så vil vægten af stangen holde kameraet vandret og mere stabilt, end når man blot bruger det lette flydehåndtag.

Nice to have – (Grej jeg er glad for, men ikke bruger så ofte):

Tabletop dolly
Med denne “muterede rulleskøjte” kan man lave fine glidende optagelser. Jeg har købt en model med to arme, så den ekstra arm kan bruges til videolys.

Videolys
Jeg har et par Yongnuo YN-300 video lamper, hvis batterier holder i adskillige timer. Geniale lamper, som ikke bliver brugt så ofte som de burde, da de med oplader og ekstra batterier fylder lidt rigeligt i bagagen.

Panorama mount
Den første jeg havde lavede jeg med et klister mount, og et IKEA køkkenur. Det fungerede fint, men jeg undlod at bruge det på offentlige steder, da jeg fandt det en smule akavet hvis det ringede når det nåede til 0 minutter mærket 😉
De fås både som mekaniske og med fjernbetjening.

Would like to have – (Ting jeg overvejer at købe):

LED lys
Der er et par smarte LED lys som er så kompakte at man kan have dem med i lommen.

Shouldn’t have had – (Tilbehør der ikke lever op til forventningerne, er upraktiske eller ligefrem ubrugelige):

GoPro Jaws Flex Clamp
Denne lurede jeg længe på, som et supplement til sugekoppen. Jeg tror at den er fin til at montere på bordkanten, en stople, eller strandparasollen, men den dingler rundt ved den mindste rystelse. Jeg lavede nogle forsøg med at bruge den på en bil, men så snart bilen begyndte at bevæge sig var der så mange vibrationer at optagelserne var ubrugelige.

But Why? – Tosset tilbehør som ikke giver mening:

180 degree Full view Panoramic Snorkel Mask with antifoam and aktion camera mount
Absurd dykkermaske med beslag til GoPro…
…jeg ville nødigt vise mig på nogen strand iført denne maske.

Logitech PC Headset 860

Logitech PC Headset 860 med dobbelt minijack

Logitech PC Headset 860 er et lavbudget headset.

Man kan ikke forvente alverden fra et headset i denne prisklasse.

Plastikken er billig, det knirker og knager når man vrider det, og ørepuderne er i billigt skum.

Til gengæld synes jeg at lyden i høretelefonerne er forbavsende god. Ikke topklasse, men god til prisen.

Mikrofonen er OK, men ikke prangende.

Headset’et tilsluttes vha to minijack stik, der desuden er identiske i sort plast. Eneste forskel er et næsten usynligt mikrofon og høretelefon symbol.

Med mindre disse skal bruges til en stationær PC, hvor der ofte er to separate minijack stik på lydkortet, så køb i stedet et sæt med USB tilslutning.
Og har du en stationær, så skal det helst være med stik på fronten, da kablet er i len korte ende (knapt 2 meter langt)

Logitech PC Headset 860 med dobbelt minijack
Logitech PC Headset 860 med dobbelt minijack

Genskab administrative rettigheder på Mac

I sjældne tilfælde kan du ved geninstallation af Mac’ens styresystem macOS, risikere at din lokale bruger har mistet sine administrative rettigheder.

Uden administrative rettigheder kan man ikke få lov til at installere programmer, eller lave ændringer.

For at rette op på dette kan du boote i “Single User Mode”. Dette gøres ved at holde “Command+S” nede under opstart.

Herefter beder den dig om at logge ind med dit normale brugernavn og adgangskode. Hvis ikke den gør dette bør du hurtigst muligt slå kryptering til for at sikre dine data.

Herefter starter den op i en tilstand uden grafik, blot med hvid text på en sort bagrund.

Nu skal du fjerne skrivebeskyttelsen på disken med følgende kommando:

mount -uw /

Næste skridt er at få macOS setup assistant til at tro at den aldrig har kørt, ved at fjerne filen .AppleSetupDone:

rm /var/db/.AppleSetupDone

Genstart din Mac med følgende kommando:

shutdown -r now

Når du starter din Mac op, starter den med at spørge efter WiFi koder og beder dig om at oprette en bruger. Denne bruger skal have et brugernavn du ikke anvender i forvejen, og bliver tildelt administrative rettigheder.

Du kan nu gå ind i Brugerpanelet og tildele din bruger administrative rettigheder, logge ind som dig selv, og derefter slette den midlertidige brugers konto.

 

AssisitiveTouch – Til genveje og manglende knapper

Under menuen “Tilgængelighed” kan du finde funktionen AssistiveTouch, som er en “software knap” som kan tilgås i alle apps.

Jeg har aldrig haft brug for den som genvej, men den er ganske anvendelig såfremt “Hjem” knappen, eller “Power” knappen er fysisk defekt. da der både er genveje til “Hjem” og “Lås skærm.

Du kan slå funktionen til og fra på to måder.

Klik hurtigt på “Hjem” knappen tre gange, eller find den under indstillingerne:

1. Klik på “Indstillinger”.

2. Vælg “Generelt”

3. Vælg “Tilgængelighed”

4. Vælg “AssistiveTouch”

5. Slå “AssistiveTouch” til.

Nu dukker den lille firkant op med en “virtuel software knap”. Den kan trækkes rundt på skærmen, så den ikke ligger lige der hvor du skal kunne trykke på noget andet.

Når du trykker på den kommer denne menu frem.

Hvis du mangler “Hjem” knappen, kan du trykke på ikonet “Hjem”.

Hvis du mangler “Power” knappen, så kan du finde “Lås skærm” under ikonet “Enhed”.

Backup med Time Machine

Mac OS X indeholder “Time Machine”, der er et af de nemmeste backup programmer jeg nogensinde har arbejdet med.

Har du endnu ikke en backup af din Mac, så er er det bare at komme igang med det samme. Jeg har efterhånden haft nogle brugere forbi der har mistet data fordi de ikke havde sat sig ind i Time Machine. Det er dog så vigtigt og så nemt at man bare skal få det gjort INDEN harddisken står af, eller lillebror hælder juice i tastaturet :'(

Ud over at være let at sætte op, er der også et par andre ting jeg er glade for:
  • Du kan anvende flere diske til backup, så du både kan have en kopi af dine data hjemme, på arbejde og hos et familiemedlem.
  • Samme disk kan anvendes til flere Mac’s hvis du f.eks. både har en MacBook og en iMac der skal sikkerhedskopieres.
  • Diskene kan krypteres, så andre ikke kan tilgå dine data hvis du glemmer disken i en taske i bussen, eller mister den ved et indbrud.
  • Time Machine kan også gemme data på en NAS (netværks tilkoblet harddisk), både af eget fabrikat (Time Capsule) eller trediepart (jeg er selv meget glad for Synology’s løsning med flere diske).
  • Time Machine gemmer din backup i en let tilgængelig struktur, på samme måde som de lå på din Mac. Så længe du husker koden du har krypteret disken med, så behøver du ikke have en ekstra kopi af et eller andet obskurt stykke software som måske ikke kan downloades eller købes om ganske få år, når du mest har brug for det.
Time Machine tager så længe den har forbindelse til destinations disken selv backup med jævne mellemrum.
Den laver derfor (når disken er tilgængelig) en backup hver time, og opbevarer derefter alle fra de sidste 24 timer, én daglig for den sidste måned, og derefter én månedlig så længe der er plads.
Når disken er fuld slettes de ældste sikkerhedskopier, så det gør bestemt ikke noget såfremt disken har en vis størrelse.
TO backup’er fylder dog ikke dobbelt så meget som én. Selvom det ser ud som om der ligger to identiske eksemplarer af alle filer, så har OS X styr på at det er samme filer i begge mapper. Så længe filerne ikke er ændret, så fylder de ikke ekstra i senere sikkerhedskopier.
Flytter du derimod et komma i et dokument, så tages der en ny kopi af den ændrede fil, næste gang der tages backup.

Så let er det at konfigurere Time Machine:

Klik på “Time Machine” logoet i menu bjælken øverst på skærmen (det ligner et analogt ur omkrandset af en pil), og vælg “Åbn vinduet Time Machine…”
Klik på knappen “Vælg disk til sikkerhedskopi”
Vælg den disk du ønsker at sikkerhedskopiere til (i vejledningen bruger jeg en med navn “Tardis@Home”, som med sine 100GB er for lille til at kunne bruges til andet end fremstilling af denne vejledning 😉 ).
Jeg anbefaler på det kraftigste, at du sætter flueben i “Krypter sikkerhedskopier”, hvilket forhindrer at folk uden den rette kode kan tilgå dine data, såfremt disken kommer i andres hænder.
Tryk der efter på “Brug disk”
Såfremt du som anbefalet har slået krypteringen til, bedes du om at indtaste adgangskoden til krypteringen af dine data.
Hvis du glemmer koden kan du ikke tilgå din backup.
Efter at have indtastet din kode, bekræftet den, og angivet et stikord som kun giver mening for dig selv klikker du på knappen “Krypter disk”
Disken krypteres, hvilket godt kan tage lang tid afhængig af størrelsen på disken.

Sådan gendanner du dine data:

Der er flere måder at gendanne dine data.

  • Du kan bruge “Finder” til at gennemse disken for dine filer. De vil ligge i strukturen “Maskinnavn/Backup dato/” og herefter samme struktur som på den Mac hvorpå backupen kom fra (du finder f.eks. dine dokumenter, billeder, skrivebord mm. under dit brugernavn i mappen “Brugere”
  • Du kan under første opstart af en ny Mac vælge at gendanne den fra din “Time Machine” backup.
  • Du kan gå til det sted du mangler en eller flere filer (f.eks. dit skrivebord), klikke på “Time Machine” ikonet i menuen og vælge “Start Time Machine”. Herefter får du en noget “Star Wars inspireret” grafik og muligheden for at køre mappen/skrivebordet du befinder dig i tilbage til en tidligere udgave.

Med Glympse kan dine venner og familie se hvornår du er fremme

Glypse er en gratis App, der viser hvor langt du er nået, og hvornår du er fremme.

Skal du besøge “Moster Oda” i den modsatte ende af landet sender du hende en “Glympse” via mail, iMessage eller SMS, og så kan hun let se hvor meget af ruten du har tilbagelagt, og hvornår hun skal sætte kaffen over.

En modtaget Glympse kan også ses uden at man selv har App’en. Modtagere der ikke har Glympse kan i stedet følge med via browseren på deres mobiltelefon eller computer.

Når du opretter en ny Glympse, vælger du selv hvem der skal kunne følge med, og hvor længe de skal have adgang til din position.

Monteringsbeslag til Apple TV

Jeg er stor fan af Apple TV.

Da Apple TV 4 udkom, blev forgængeren forvist til et andet værelse, og er stadig i brug.

Her er begge dele monteret pænt og diskret på væggen uden synlige ledninger, så man slipper for at have en hylde “bare” for at holde Apple TV’et.

For at montere Apple TV på væggen (eller i loftet, bag på TV’et, under en hylde, find selv på flere muligheder) skal man blot investere i et beslag til mindre end 100,-

Beslagene fås både i en udgave der passer til Apple TV 2/3 (samt deres trådløse sender Apple Airport Express, der er samme størrelse) og til det højere Apple TV 4.

Mangler du en lille diskret holder til Apple TV’ens fjernbetjening, så kan man også få en lille holder der kan monteres bag på TV’et, så den ikke bliver væk.

Selve beslaget kan monteres enten vha dobbeltklæbende tape, og/eller skruer. Begge dele fulgte med i pakken.

UpLight

På crowdfunding sitet Kickstarter kommer der fra tid til anden en genial idé som man godt kunne finde på at støtte.

Én af disse er UpLight, der markedføres som en “Lampeløs Lampe”.

De fleste af os har en natlampe samt et vækkeur, og flere og flere anvender deres mobiltelefon som vækkeur.

Mobiltelefonen skal alligevel oplades, så hvorfor ikke slå flere fluer med ét smæk, og anvende mobiltelefonen som natlampe OG vækkeur, samtidigt med at den bliver opladt.