Todoist holder styr på dine projekter og gøremål

Todoist er en online ToDo liste.

Du kan tilgå den på deres hjemmeside, eller via apps til iOS, Android, MacOS samt Windows.

Basis funktionerne er gratis, men ved at betale et abonnement kan du få aktiveret en lang stribe praktiske funktioner.

Jeg har prøvet premium udgaven, og selvom ekstra funktionerne tilføjede en masse praktiske muligheder, så trives jeg fint med gratis udgaven.

Når man har meldt sig til, lægger man sine opgaver ind, samt en eventuel deadline..

Angiv om det er tilbagevendende opgaver (i så fald hvor ofte), og hvis det er en del af et projekt kan disse grupperes.

Skal man for eksempel planlægge en konference (eller for den sags skyld et bryllup) kan man oprette arrangementet som et projekt, dele det mellem planlæggerne, oprette alt fra bestilling af lokaler, udsendelser invitationer og booking af underholdning. Derefter kan man sætte deadlines, og uddelegere de forskellige delmål og opgaver til den ansvarlige.

Hvis du er del af et team, kan opgaver tildeles andre, og man kan have delte projekter så man kan se hvor langt man som hold er nået med et fælles projekt.

Du kan oprette dig på Todoist her!

Tastaturgenveje til MacOS

Der er en lang række genveje der gør livet nemmere for Mac brugerne. Nogle af dem er nemmere at regne ud end andre.

De fleste genveje involverer de nedenstående fire taster:

Gul = Shift/Skift
Grøn = Control
Blå = Alt/Option
Rød = Command/Cmd

Generelle genveje (der går igen i de fleste programmer)

Cmd+C = Kopier
Cmd+V = Sæt ind/Paste
Cmd+X = Klip/Cut
Cmd+Z = Fortryd/Undo
Cmd+A = Marker alt
Cmd+Q = Luk programmet (Quit)
Cmd+W = Luk fanen/Luk Vinduet
Cmd+R = Opdater/Refresh
Cmd+, = Indstillinger (Programmets)

Genveje ved opstart

Shift = Start i “Safe mode”
Alt = Startup Manager (Vælg mellem bootbare muligheder)
C = Start fra CD, DVD eller USB
D = “Apple Diagnostics utility” eller “Apple Hardware Test”
Alt+D = “Apple Diagnostic utility” eller “Apple Hardware Test” via Internettet.
Cmd+R = Start macOS recovery for at gendanne din Mac
Alt+Cmd+R eller Shift+Alt+Cmd+R for at starte macOS Recovery via Internettet.
Alt+Cmd+P+R = Nulstil NVRAM eller PRAM
Cmd+S = Start op i Single-user mode
T = Target disk mode (starter din Mac op som extern harddisk)
Cmd+V = Verbose mode

Genveje i Windows

Hvis du for eksempel anvender Microsoft Remote Desktop på din Mac, kan du have brug for Windows genveje på dit Apple tastatur.

Windows genveje på Apple tastatur artiklen finder du her.

VirtualBox – Kør macOS og Windows samtidigt på din Mac

Med VirtualBox kan du installere en eller flere styresystemer på samme computer, og få dem til at køre samtidigt.

Det kan bruges til at køre Windows ved siden af macOS, så man stadig kan anvende software der udelukkende kan køre på en Windows PC.

Det kan også bruges til testformål, såfremt det skulle være ønskeligt.

VirtualBox er gratis, og kan downloades til macOS, Windows, Linux og Solaris på VirtualBox hjemmeside.

Når du starter VirtualBox op er der ingen virtuelle maskiner. Klik på “Ny” og du guides igennem alle punkter om plads og ønsket styresystem. Første gang du efterfølgende trykker på “Start” spørger den hvor den kan finde installationsmediet enten på CD, DVD, ISO eller lignende.

Ganske få klik senere har du en fuldt fungerende Windows 10, Linux eller lignende kørende ved siden af dit sædvanlige styresystem.

En virtuel Windows 10 på macOS

2012-2016 MacBook Pro

Denne artikel dækker Apple’s MacBook Pro uden Retina skærm.

Kendte Issues

2012-2016 Non retina Macbook Pro 13″ Harddisk kabel issues

Jeg har set en del “Pre retina” MacBook Pro modeller, som uden varsel booter op med et blinkende mappeikon istedet for det sædvanlige æble.

Den bedste forklaring jeg har fundet frem til er at kablet, der ligger klemt inde mellem harddisken og kabinettet, slides af den ru overflade af den rå aluminium på indersiden af kabinettet. Hvis dette er korrekt, kan det tænkes at en SSD disk måske ikke er så hårdt ramt, da den ikke har bevægelige dele, og dermed ikke skaber vibrationer under brug.

Min egen MacBook Pro har også været blandt de  3  5 patienter, der indtil videre har lagt vejen forbi mit arbejdsbord, og ved alle tilfælde har jeg kunne få dem til at køre med et kabel til omkring DKK 140,-

Et originalt Apple kabel koster en formue, så jeg valgte selv at købe et uoriginalt fra Amazon. Det var “Racksoy” kablet der havde de bedste reviews, og det har fungeret upåklageligt lige siden det kom i.

iFixit har lavet en god vejledning i hvordan den udskiftes. Det er en rimelig let operation:

https://www.ifixit.com/Guide/MacBook+Pro+13-Inch+Unibody+Mid+2012+Hard+Drive+Cable+Replacement/10379 

2011-15 Macbook Pro 13″ og 15″ video problemer.

En lidt sjældnere fejl er grafik kortet i MacBook Pro modellerne mellem 2011 og 2015.

Hvis din skærm pludseligt holder op med at virke, eller den er fyldt med polkaprikker, så har Apple udvidet garantien til 31. december 2016.

5 års garanti på et grafikkort er egentligt helt OK.

De har en side med de berørte modeller på http://www.apple.com/dk/support/macbookpro-videoissues/

Jeg har set et enkelt tilfælde hvor grafikkortet ikke tillod at starte maskinen op, så jeg kunne ikke se hvilken model der var tale om i menuen.

Heldigvis kan man se de samme oplysninger ved at taste serienummeret (det står i bunden) ind på siden her:

https://checkcoverage.apple.com/dk/da/

Se bort fra at siden fortæller at din garanti er udløbet. Dette omfatter den generelle garanti, og ikke den udviddede på grafikkortet.

Genskab administrative rettigheder på Mac

I sjældne tilfælde kan du ved geninstallation af Mac’ens styresystem macOS, risikere at din lokale bruger har mistet sine administrative rettigheder.

Uden administrative rettigheder kan man ikke få lov til at installere programmer, eller lave ændringer.

For at rette op på dette kan du boote i “Single User Mode”. Dette gøres ved at holde “Command+S” nede under opstart.

Herefter beder den dig om at logge ind med dit normale brugernavn og adgangskode. Hvis ikke den gør dette bør du hurtigst muligt slå kryptering til for at sikre dine data.

Herefter starter den op i en tilstand uden grafik, blot med hvid text på en sort bagrund.

Nu skal du fjerne skrivebeskyttelsen på disken med følgende kommando:

mount -uw /

Næste skridt er at få macOS setup assistant til at tro at den aldrig har kørt, ved at fjerne filen .AppleSetupDone:

rm /var/db/.AppleSetupDone

Genstart din Mac med følgende kommando:

shutdown -r now

Når du starter din Mac op, starter den med at spørge efter WiFi koder og beder dig om at oprette en bruger. Denne bruger skal have et brugernavn du ikke anvender i forvejen, og bliver tildelt administrative rettigheder.

Du kan nu gå ind i Brugerpanelet og tildele din bruger administrative rettigheder, logge ind som dig selv, og derefter slette den midlertidige brugers konto.

 

Backup med Time Machine

Mac OS X indeholder “Time Machine”, der er et af de nemmeste backup programmer jeg nogensinde har arbejdet med.

Har du endnu ikke en backup af din Mac, så er er det bare at komme igang med det samme. Jeg har efterhånden haft nogle brugere forbi der har mistet data fordi de ikke havde sat sig ind i Time Machine. Det er dog så vigtigt og så nemt at man bare skal få det gjort INDEN harddisken står af, eller lillebror hælder juice i tastaturet :'(

Ud over at være let at sætte op, er der også et par andre ting jeg er glade for:
  • Du kan anvende flere diske til backup, så du både kan have en kopi af dine data hjemme, på arbejde og hos et familiemedlem.
  • Samme disk kan anvendes til flere Mac’s hvis du f.eks. både har en MacBook og en iMac der skal sikkerhedskopieres.
  • Diskene kan krypteres, så andre ikke kan tilgå dine data hvis du glemmer disken i en taske i bussen, eller mister den ved et indbrud.
  • Time Machine kan også gemme data på en NAS (netværks tilkoblet harddisk), både af eget fabrikat (Time Capsule) eller trediepart (jeg er selv meget glad for Synology’s løsning med flere diske).
  • Time Machine gemmer din backup i en let tilgængelig struktur, på samme måde som de lå på din Mac. Så længe du husker koden du har krypteret disken med, så behøver du ikke have en ekstra kopi af et eller andet obskurt stykke software som måske ikke kan downloades eller købes om ganske få år, når du mest har brug for det.
Time Machine tager så længe den har forbindelse til destinations disken selv backup med jævne mellemrum.
Den laver derfor (når disken er tilgængelig) en backup hver time, og opbevarer derefter alle fra de sidste 24 timer, én daglig for den sidste måned, og derefter én månedlig så længe der er plads.
Når disken er fuld slettes de ældste sikkerhedskopier, så det gør bestemt ikke noget såfremt disken har en vis størrelse.
TO backup’er fylder dog ikke dobbelt så meget som én. Selvom det ser ud som om der ligger to identiske eksemplarer af alle filer, så har OS X styr på at det er samme filer i begge mapper. Så længe filerne ikke er ændret, så fylder de ikke ekstra i senere sikkerhedskopier.
Flytter du derimod et komma i et dokument, så tages der en ny kopi af den ændrede fil, næste gang der tages backup.

Så let er det at konfigurere Time Machine:

Klik på “Time Machine” logoet i menu bjælken øverst på skærmen (det ligner et analogt ur omkrandset af en pil), og vælg “Åbn vinduet Time Machine…”
Klik på knappen “Vælg disk til sikkerhedskopi”
Vælg den disk du ønsker at sikkerhedskopiere til (i vejledningen bruger jeg en med navn “Tardis@Home”, som med sine 100GB er for lille til at kunne bruges til andet end fremstilling af denne vejledning 😉 ).
Jeg anbefaler på det kraftigste, at du sætter flueben i “Krypter sikkerhedskopier”, hvilket forhindrer at folk uden den rette kode kan tilgå dine data, såfremt disken kommer i andres hænder.
Tryk der efter på “Brug disk”
Såfremt du som anbefalet har slået krypteringen til, bedes du om at indtaste adgangskoden til krypteringen af dine data.
Hvis du glemmer koden kan du ikke tilgå din backup.
Efter at have indtastet din kode, bekræftet den, og angivet et stikord som kun giver mening for dig selv klikker du på knappen “Krypter disk”
Disken krypteres, hvilket godt kan tage lang tid afhængig af størrelsen på disken.

Sådan gendanner du dine data:

Der er flere måder at gendanne dine data.

  • Du kan bruge “Finder” til at gennemse disken for dine filer. De vil ligge i strukturen “Maskinnavn/Backup dato/” og herefter samme struktur som på den Mac hvorpå backupen kom fra (du finder f.eks. dine dokumenter, billeder, skrivebord mm. under dit brugernavn i mappen “Brugere”
  • Du kan under første opstart af en ny Mac vælge at gendanne den fra din “Time Machine” backup.
  • Du kan gå til det sted du mangler en eller flere filer (f.eks. dit skrivebord), klikke på “Time Machine” ikonet i menuen og vælge “Start Time Machine”. Herefter får du en noget “Star Wars inspireret” grafik og muligheden for at køre mappen/skrivebordet du befinder dig i tilbage til en tidligere udgave.

Geninstallation af OS X på Mac

Hvis du skal geninstallere OS X fra bunden, er der nogle forskellige muligheder.

Det kan gøres vi Internettet eller fra et eksternt medie (USB/SD/Thunderbolt/Firewire mm).
Under opstart kan du klikke på <CMD+R> for at starte i recoverymode. Hvis du har formateret din harddisk, eller installeret en ny, vil din Mac automatisk forbinde til Apple’s servere og hente de fornødne data, for at kunne fortsætte.
Internet Recovery Mode kan kun bruges med Mac’s fra 2010 eller senere, og de ældste kun hvis de har fået opdateret deres firmware (det har de fleste dog fået, da det foregår via opdateringer i App Store).

Installation fra eksternt medie:

Jeg har gjort dette fra Eksterne Harddiske, USB nøgler og SD kort.
Du kan downloade en kopi af installationen fra App store på en anden Mac.
Herefter bruger du følgende kommando for at lave en bootbar installationsdisk:

sudo /Applications/Install\ OS\ X\ Yosemite.app/Contents/Resources/createinstallmedia --volume /Volumes/MyVolume --applicationpath /Applications/Install\ OS\ X\ Yosemite.app
Vær opmærksom på at “MyVolume” skal erstattes med det navn disken du vil anvende har.  Navnet på disken finder du i “Diskværktøj”
For at boote op på en anden enhed end standard disken, skal du holde “Option/Alt” nede under opstart.
Hvis datoen ikke er korrekt kan der opstå problemer med at installere OS X på ny.
Det kan forekomme som den kryptiske fejlmeddelelse “Der opstod en fejl under forberedelse af installeringen. Prøv at afvikle programmet igen.”

Der er ikke noget synligt ur i “Recovery Mode”, så for at se dato og klokkeslet, skal du åbne en “Terminal” og skrive

&lt;date&gt;

Hvis dato og tidspunkt skal rettes kan du ændre det ved at indtaste dato og tid i formatet ååååmmddttmm f.eks. vil kommandoen

&lt;date 201410021955&gt;

ændre tid/dato til 02/10-2014 kl 19:55.

Se eventuelt mere i videoen herunder:

Screenleap

Screenleap er en on-line tjeneste hvor du kan dele dit skrivebord med en eller flere andre uden at installere software.

Klik på “Share your screen now” hvis du vil dele dit skrivebord med andre.

Herefter får du en kode som dem du ønsker skal følge med, kan taste i det grå felt øverst på siden.

Det giver f. eks. undervisere mulighed for at dele deres skrivebord med en klasse elever.

Både i lokalet, eller på tværs af kommune og landegrænser.

Du finder Screenleap her.

Det skal dog nævnes at jeg har oplevet en vis ventetid, hvor forbindelsen har haltet. Men ud fra de mange positive anmeldelser jeg har set, så går jeg ud fra at det er et uheldigt tilfælde.

Hav i baghovedet at det er en web baseret tjeneste. Jeg havde i hvertfald ikke delt bank login og personfølsomme data på denne måde. Derimod ville jeg ikke have noget imod at bruge det til f.eks. et kursus i betjeningen af et program.