iPhone 6 Plus Touch Disease

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg oftest er meget positiv, når jeg omtaler Apples produkter.
Men ingen er fejlfri, og der findes ingen roser uden torne. Apple er fra tid til anden, lige som alle andre virksomheder, ramt af design- og produktionsfejl

En del iPhone 6 Plus ejere har oplevet at deres skærm pludselig holder op med at fungere, ofte med en flimrende hvid stribe i toppen af skærmen.

iFixit har skrevet om det i detaljer, og de mener som mange andre at der er tale om en designfejl, hvor de komponenter der behandler berøring af touch skærmen løsner sig fra telefonens “bundkort”.

Det virker til at være meget udbredt. Selv kender jeg fire der er eller har været ejere af iPhone 6 Plus, og af dem har tre været ramt af problemet.
Jeg selv er én af dem.

Min egen iPhone 6 Plus med “Touch Disease” og grå bar i toppen.

En lang række poster på Apples eget support forum indeholder brugere med det samme problem, f.eks.:  Tråd 1 og Tråd 2 (Der er link til en stribe flere i iFixit artiklen)

På forsiden af Apples Supportside er der et link til deres “Multi-Touch-reparationsprogram til Apple iPhone 6 Plus”.

Men her er der ikke meget hjælp at hente, for ifølge Apples side kan fejlen kun opstå “hvis telefonen er blevet tabt gentagne gange mod en hård overflade OG derefter blevet udsat for en hård belastning”.

Hvis man gerne vil have repareret telefonen, så skal man betale 1.342,25, og kun hvis skærmen ikke er revnet eller ødelagt.

Hvis man har en telefon der aldrig har været tabt, og har været i et beskyttelsesetui fra dag 1, så er der ingen hjælp at hente, selvom at telefonen stadig er dækket af reklamationsretten. Apple vil ikke engang se på den, fordi den må være blevet “tabt gentagne gange, og har derefter været udsat for en hård belastning”.

Ydermere vil Apple have at man betaler 199,- for at kontakte deres support efter at deres “begrændsede garanti udløber”, selvom telefonen stadig er dækket af den danske reklamationsret.

Windows Phone

Tips og Tricks til Windows Phone:

Tag et screenshot af den aktuelle skærm ved at holde “Volumen op” og “Power” knapperne ind samtidigt.
Skærmen blinker et kort øjeblik, og du informeres om at der er lagret et billede sammen med dine fotografier.

VirtualBox – Kør macOS og Windows samtidigt på din Mac

Med VirtualBox kan du installere en eller flere styresystemer på samme computer, og få dem til at køre samtidigt.

Det kan bruges til at køre Windows ved siden af macOS, så man stadig kan anvende software der udelukkende kan køre på en Windows PC.

Det kan også bruges til testformål, såfremt det skulle være ønskeligt.

VirtualBox er gratis, og kan downloades til macOS, Windows, Linux og Solaris på VirtualBox hjemmeside.

Når du starter VirtualBox op er der ingen virtuelle maskiner. Klik på “Ny” og du guides igennem alle punkter om plads og ønsket styresystem. Første gang du efterfølgende trykker på “Start” spørger den hvor den kan finde installationsmediet enten på CD, DVD, ISO eller lignende.

Ganske få klik senere har du en fuldt fungerende Windows 10, Linux eller lignende kørende ved siden af dit sædvanlige styresystem.

En virtuel Windows 10 på macOS

Windows USB/DVD Download Tool

Jeg nævner i en anden artikel det glimrende værktøj “YUMI” hvor man kan lægge flere ISO filer ind på en USB nøgle, og finde det rette bootbare medie via en menu.

Har du bare brug for at lægge en enkelt ISO fil på en USB nøgle, så den booter som en CD/DVD, så kan du “nøjes” med “Windows USB/DVD Download Tool” som Microsoft selv anbefaler til brugere der vil installere Windows.

Selve værktøjet hentes her, og når det køres skal du bare fortælle hvor ISO filen ligger og hvilken USB nøgle du ønsker at formatere og overføre indholdet til. (OBS: ALLE data på USB nøglen slettes).

Såfremt du ønsker at brænde den på DVD i stedet er det også muligt, men der bliver længere og længere mellem computere med DVD drev, så USB er oftest den bedste løsning.

Efterfølgende sætter du USB nøglen i den PC du ønsker at boote op, og booter via USB (på HP skal man f.eks. trykke på F9 under opstart for at vælge boot metode, Google din PC model for at se hvad der skal gøres for at boote via USB på din).

Når PC’en er startet op skal du blot følge guiden for at geninstallere dit styresystem.